Efter 31 timers venten i fly, lufthavne og lufthavnsbusser ankom vi til Hanoi International Airport torsdag kl. 20.25 local time.
Som i ethvert andet kommunistisk paradis blev vi selvfølgelig mødt at bureaukratiske skrankepaver, mistro og gold bombastisk arkitektur. Efter foerst at blive snydt af den foerste og bedste taxi charfoer, blev vi smidt af ved vores i forvejen bookede hotel. Foerste nat tilbragte vi i noget som naermest kan betegnes som en kold fugtig kaelder, uden vinduer eller udluftning.. Herefter begynder en lang (lidt lang i hvertfald) lidelseshistorie om vores moede med danske vintertemperaturer, storbysmog, sindsyge scootere og et traffikalt helvede..
Faktisk tror jeg i bliver sparret i denne omgang.. efter en ordenlig omgang afklimatisering i vinterkolde hotelvaerelse til 18 dollars per night - og en lektie som handler om ordenlig paaklaedning og streetvice haandtering af traffikken er der faktisk intet at brokke sig over. tvaertimod.
I love Vietnam.. Eller I love uncle Ho som man kan koebe trykt paa t-shirts overalt i Hanoi.
Trods en ualmindelig lang og smertefuld historie med flere hundrede aars besaettelse, altoedelaeggende krige, kommunistisk diktatur, udbytning og undertrykkelse er vietnameserne alt andet end et underkuet folk og faktisk nok det mest fasinerende folkefaerd jeg hidtil har moedt.
Maaske er jeg ikke kommet over de foerste kulturelle barrierer, men ved lidt over en uges bekendtskab maa jeg indroemme at jeg er faldet pladdask for vietnam og isaer vietnameserne.

Lige nu sidder jeg paa et strandhotel til 10 dollars om dagen (for os begge), i 31 graders varme, er blevet godt staegt - altsaa dampende roed og drikker oel imens jeg rammes af en varm brise..
Vi flygtede fra Vinterkulden og floej fra turist lavsaeson (hanoi) til hoej hoej saeson i sydvietnam. Efter en dag med revolutionsromantik, krigsmaskinefashination (gammel krigsmaskinel overalt) og turist/backpackerhelvede i Ho Chi Minh City (also known as Saigon), tog vi med bus til Nha Trang, hvor jeg nu sidder og smaa sveder mens jeg skriver disse linier.

Vietnam er et vildt land. Alle mine foersteverdens neokoloniske fordomme er totalt brast.. En underlig blanding af beton oestkommunisme, blandet op med lidt american dream og hyperkapitalisme har skabt et samfund som gaar saa staerkt at kun de selv kan foelge med. McDonalds er ikke repraesenteret i vietnam - men tilgendaeld findes storcentre som selv kan goere fields til skamme.. turistbranchen styres og domineres af jointventures selskaber mellem stat og erhvervsliv som ripper os godtroende turister for alt hvad vi kan undvaere.. imens vi tror vi stoetter smaa autentiske rejsebureauer og familiedrevne hoteller.
Alle store multinationale koncerner er umiddelbarte repraesenteret i Vietnam og i Hanoi og Saigon findes ikke en tom kvadratmeter uden et stort buisness kompleks skyder op.. imens vejer Ho Chi Minh, Lenin og Marx i enhver lygtepael og oldschool kommunistisk proporganda fylder gaderne.. Helt serioest - det her er helt fucked up..
For 40 aar var Vietnam symbolet paa frihed, loesrivelse fra vestlig dominans og en andens verdensorden. Vietnambevaegelsen var en af sidste aarhundres stoerste og vigtigste sociale bevaegelser - som har haft sideefffects af helt ekstrem karakter.. Vores foraeldres generation har loebet rundt i gaderne til antikrigs demonstrationer og skraeget "ho ho ho chi minh" imens de droemte om socialistisk revolution og frigoerelse fra kapitalismen. Idag er Vietnam den absolutte mest kyniske og konkurrencedygtige konstruktion - hvor gaarsdagens revolutionaere historiefortaelling og ikoner, stadig henholder vietnameserne i nationalistisk begejstring, imens hyperkapitalisme kommer ind af bagdoeren med 120 km / t.. Engang hed det statskapitalisme. nu hedder det totalitaer markedsoekonoi eller statsstyret kapitalisme.

man kan ikke andet end faschineres

betragtninger og overvejelserne omkring vietnam er mange. nok for nu..
/ E